Træ er et levende materiale, hvorfor vi også holder meget af det rå træ – træ ældes med ynde, tænk blot på badebroens vejrbidte men smukke sølvgrå overflade – der er ikke mange materialer som kan ramme den samme stoflighed som godt træ.
Vi arbejder med standard dimensioner for at optimere ressourceforbruget – det er der sund logik bag – Selv om udgangspunktet for et stykke træ er samme grundmål, vil der altid være forskel på slutmålet når råtræet har været gennem høvlen – det kan overraske mange at der kan være 4-6 mm variation på bredden af samme bræt på tværs af træsorter. Variationen stiller store krav til gennemtænkte konstruktioner, som kan optage denne – men det er netop derfor vi gør os umage og tester på tværs af så mange typer, som muligt.