Du kender det nok fra havnemolen eller en badebro, det vejrbidte træ, som af vejr og vind og solens afblegning har fået en smuk sølvgrå overflade. Vi synes det er et af de smukkeste udtryk massivt træ kan få. På en gang lyst og skinnende og på samme tid indbydende og blødt i udtrykket – så man får lyst til at slå sig ned.
Sådan vil stort set alle typer af træ udvikle sig over tid – og hvis udgangspunktet er kvalitetstræ påvirker det heller ikke levetiden nævneværdigt.
Derfor anbefaler vi også altid at ARKI kit møblerne bygges i træ af høj kvalitet, som uden behandling kan stå ude året rundt i mange år – så længe møblet blot beskyttes mod direkte jordkontakt – vil møblet patinere – blive gråspækket i vintermånedernes kulde og fugt og igen lyst og sølvgrå når forårssolen brænder sig fast i overfladen.
Naturligvis kan man også have et ønske om af fastholde den oprindelige glød træet kommer i – det kan eksempelvis sikres med en transparent træolie.
Vi har været omkring et af ARKI kit projekterne som om noget er udsat for vejr og vind året rundt – På molslinjens færgeleje kan passagerer nyde ventetiden i et af de opstillede møbler – det er maritimt og indbydende – og meget skattet. Møblerne er oprindeligt udført i Embla ThermoWood fra FRØSLEV TRÆ A/S – et utroligt lækkert træprodukt, som på bæredygtig vis er blevet varmebehandlet til en stor holdbarhed – i den proces indtager træet også en smuk nøddebrun nuance. Men se lige hvad der så sker når sol og vejr og vind får lov at danse… Patineringen er utrolig smuk og giver møblet karakter – efter kun et år har møblerne fået et helt andet udtryk – vi elsker det!